Hvordan virker Wegovy? Hvor hurtigt taber du dig? Og hvad med bivirkninger? Få stillet din nysgerrighed om Novo Nordisks slankemiddel her.
Hvad er Wegovy?
Wegovy er navnet på Novo Nordisks vægttabsmedicin, der kom på markedet i USA i 2021 og i december 2022 i Danmark.
Wegovy hører til en bestemt gruppe af diabetes- og vægttabsmedicin, der kaldes GLP-1-receptor agonister.
De hedder sådan, fordi stofferne i medicinen efterligner kroppens naturlige mæthedshormon GLP-1.
Hvordan virker Wegovy?
I kroppen findes et tarmhormon kaldet GLP-1, som udskilles, når vi har spist. Hormonet gør især to vigtige ting:
- Det stimulerer kroppens insulinproduktion, så blodsukkeret falder.
- Det sender signal til hjernen om, at der er noget i din tarm, og hjernen sender impulser tilbage til mavetarmkanalen med besked om at tage det stille og roligt, så mavesækken tømmes langsommere, og du føler dig mæt.
Ved at kopiere GLP-1 i et laboratorie har forskere op gennem 00’erne og 10’erne fremstillet forskellige stoffer med samme egenskaber som GLP-1 – de såkaldte GLP-1-receptor agonister.
Disse stoffer benyttes i diabetesmedicin og i vægttabsmedicin som Wegovy.
Hvordan tager man Wegovy?
Du sprøjter Wegovy ind i fedtlaget lige under huden med en lille tynd nål, der ligner dem, du typisk ser i diabetessprøjter.
Du skal selv stikke dig med sprøjten én gang om ugen, i maven, i låret eller foran på overarmen. Du skal skifte stikkested hver gang.
Hvad er forskellen på Wegovy og Ozempic?
Wegovy er i virkeligheden præcis samme middel som diabetesmedicinen Ozempic, der også er fremstillet af Novo Nordisk.
De to typer medicin markedsføres blot forskelligt som henholdsvis slanke- og diabetesmedicin.
Læs også: 8 myter om vægttab
Derudover er den eneste forskel på Wegovy og Ozempic, at du får en højere dosis semaglutid i Wegovy.
Hvem kan få Wegovy?
Wegovy kræver en recept fra din læge. For at få den skal minimum ét af disse to kriterier være opfyldt:
- Et BMI på mindst 30
- Et BMI på 27 plus en vægtrelateret følgesygdom som: type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, søvnapnø eller hjerte-kar-sygdom.
Hvor meget taber man sig med Wegovy?
Studier med flere tusinde deltagere har vist, at personer, der tager Wegovy en gang om ugen, taber ca. 15 procent af kropsvægten på lidt over et år.
Men her taler vi om studier, hvor deltagerne har skullet spise ca. 500 kcal mindre om dagen end normalt og motionere 2,5 timer om ugen.
Hvad sker der, når man stopper med Wegovy?
Wegovy stopper med at virke, så snart du ikke længere tager medicinen, og så vender appetitten tilbage.
Studier har vist, at langt de fleste tager alle kiloene på igen, når de stopper med Wegovy. Behandling med slankemedicin kan altså være livslang, hvis du vil være sikker på at bevare vægttabet.
Hvilke bivirkninger er der ved Wegovy?
Erfaringerne med Wegovy bivirkninger er relativt nye, da medicinen kun har været på markedet i få år. Derfor har man heller ikke kendskab til langtidsbivirkninger.
Men i de studier, der er lavet indtil videre, er der ikke fundet nogen farlige bivirkninger ved wegovy som øget risiko for kræft eller blodpropper.
Almindelige bivirkninger ved Wegovy
De kendte og almindelige bivirkninger ved vægttabsmedicin er kvalme, mavesmerter, oppustethed, forstoppelse, diarré, bøvser og prutter.
Hvad koster Wegovy?
Månedsprisen for Wegovy ligger lige nu på omkring 2.400 kr. for en fuld dosis på 2,4 mg.
Prisen for 1,7 mg Wegovy koster ca. 1.850 for en måned.
Du kan altså regne med, at Wegovy koster op mod 30.000 kr. om året.
Hvad er forskellen på Wegovy og Saxenda?
Wegovy har været solgt i Danmark siden december 2022, men Novo Nordisks første vægttabsmedicin hedder faktisk Saxenda.
Saxenda indeholder stoffet liraglutide, der fungerer stort set på samme måde som stoffet semaglutid, der findes i Wegovy og Ozempic.
Indholdsoversigt
- Hvad er Wegovy?
- Hvordan virker Wegovy?
- Hvordan tager man Wegovy?
- Hvad er forskellen på Wegovy og Ozempic?
- Hvem kan få Wegovy?
- Hvor meget taber man sig med Wegovy?
- Hvad sker der, når man stopper med Wegovy?
- Hvilke bivirkninger er der ved Wegovy?
- Hvad koster Wegovy?
- Hvad er forskellen på Wegovy og Saxenda?.

